lørdag den 9. juni 2012

Gnaveben - spareribs style



Det her er  lidt freestyle, men konen kom hjem med 8 stykker kød fra slagteren der i hendes barndomshjem gik under navnet "Gnaveben", det er gris og ligner spareribs med meget mere kød og forskåret.

I øvrigt en ganske udemærket lejlighed til at tage smokenator 1000 frem fra vintergemmerne.

Opskrift


8 gnaveben a 250g

BBQ Sauce
2 dl ketchup
1 spsk. engelsk sauce
1 tsk. karry, ristet på en tør pande
1 tsk. paprika
1 stk. tørret chili
1-2 spsk. brun farin
1-2 fed hvidløg
Salt og peber

1 kg kartofler
2 spsk olie
Salt, peber og et drys BBQ krydderi

Fremgangsmåde


Kødet lægges på grillen hvor det ligger og hygger 3 timer ved ca 120 C. Vandet i smokenatoren skal ikke bulderkoge bare stå og spille. Efterfyld med røgtræ og vand en gang i timen.



Imens blandes en BBQ Sauce -hæld ketchup op i en skål og kom engelsk sauce, den ristede karry, paprika, chili, brun farin eller akacie-honning i. Pil hvidløgne og pres dem ned i blandingen. Bland grundigt og smag til med salt og peber.

Kartoflerne koges i ca 10 minutter og køles af. Snittes i både og kommes i en alu-bakke. Hæld olie over og godt med salt og peber og det vendes lige et par gange. Jeg synes det ser pænt ud hvid det lige får et drys BBQ krydderi til slut.










Vi lægger kartoflerne ind under gnavebenene efter 3 timer og benene med BBQ sovsen. Øger temperaturen til 140-150 grader mens der pensles og vendes hvert kvarter. Efter en times tid er vandet kogt væk og alt er klar. Her spredte jeg kullene ud og brankede lige benene til sidst for at få lidt grill-striber.


Discount Gadgets


19 kroners turbo grillstarter


Bestikholder ORDNING Bestikholder, rustfrit stål kr 19 den duplerer som en ganske glimrende grillstarter når man kun skal have ild i 12 kul og den normale bliver lidt vel stor.


Bemærk også den halve kartoffel der er en super termometerholder så jeg kan måle temperaturen i kødhøjde med en rimelig nøjagtighed.

Med sprit tusch har jeg på forhånd markeret indstilling af bundspjæld - det er her vi kan styre varmen bedst men det er ret svært at se hvor åbent der er når der er losset op med drypbakker og kød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar