lørdag den 29. december 2012

Ciabatta boller


Disse ciabatta boller bygger på de samme principper som verdens nemmeste brød hvilket betyder at det er ret let at slå sammen om morgenen for så at bage dem om eftermiddagen efter de har langtidshævet.

Opskrift 



700g hvedemel (Gerne tipo 00)
300g durum mel
1 spsk fint salt
½tsk tørgær eller ca 5g alm. gær (som en ært)
7dl vand

Fremgangsmåde



Bland hvedemel, durummel og salt godt. Opløs gæren i vandet og rør så melblandingen i lidt af gangen.
Dejen skulle gerne være let at røre uden at det er for hårdt. Det gør ikke noget den er lidt klumpet, bare der ikke er tørt mel. Stil dejen til hævning ved stuetemperatur i ca 6-8timer eller mere (eller koldhæv dejen i minimum 12 timer i køleskabet).

Efter hævning drysses et tyndt lag durummel ud på bordet og dejen hældes ud på melet. Drys overfladen af dejen med durum mel (det giver en god effekt på det færdige brød) og skære dejen ud i firkanter af en passende størrelse. Dette gøres lettest ved at skære strimler og så skære disse i mindre stykker. Flyt forsigtigt hvert stykke dej over på en bagplade med bagepapir og sørg for at klumperne så vidt muligt beholder deres firkantede form og at durummel siden vender opad.

Lad bollerne hæve imens ovnen varmes op til 230-250C med et fad med vand i bunden (for at skabe damp) og bag dem i ca 20 minutter til de er gyldne og sprøde i overfladen.

Notater

Jeg synes altid jeg ender med at tilsætte en ekstra halv deciliter vand eller kan det godt blive lidt svært at få fugtet al melen.

mandag den 17. december 2012

Pebernødder



Opskrift



250 g. blødt smør
250 g. sukker
1 dl. fløde

1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. kanel
1 tsk. hvid peber
1 tsk. kardemomme
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron

500 g. Mel


Fremgangsmåde

Smør og sukker piskes godt sammen - fløde tilsættes. Mel og krydderier samt natron blandes og kommes i. Dejen æltes godt sammen og trilles herefter til pølser på tykkelse med en finger. Stænger skæres i stykker af ca. 1 cm og trilles til kugler som sættes på en plade, med bagepapir, nå de sættes på trykkes de lige en gang med tommelfingeren. De kan stå ret tæt uden at glide sammen. Der blev 6 bageplader med 5x7 på hver. Bages ved 200 grader i ca. 8-10 min. Køler inden de kommes i tætsluttende beholder.

Noter

Jeg kunne godt tænke mig dem en snert mere krydrede, men ungerne elsker dem. Jeg kunne også godt tænke mig de var mørkere i farven - vil prøve med brun farin i stedet for sukker næste gang og måske lidt nelliker også.