Ketchup

Opskrift fundet på gastro - vi skulle grille pølser og jeg havde en del tomater der var begyndt at se lidt trætte ud, så jeg kastede mig ud i at lave ketchup - det bliver ikke sidste gang.


Opskrift

500 g tomater på stilk
2 æbler – syrlige
150 g løg
1 peberfrugt
1 dåse flåede tomater
17 g salt
Peber
80 g rørsukker
½ dl æbleeddike
1 tsk kanel
1 tsk stødt nellike

Fremgangsmåde

Fjern stilken fra tomaterne. Skræl æblerne, og fjern kernehusene. Pil løgene. Fjern kerner og stilk fra peberfrugten. Hak alt groft - det skal alligevel blendes senere.

Kom det hele i en gryde sammen med de øvrige ingredienser, det skal bare være et lille drys af kanel og stødt nellike. Lad det koge stille i en times tid under låg.

Kom indholdet af gryden i blenderen og blend til en jævn masse. Nu ser den lidt grov ud så jeg maste den igennem en finmasket si med bagsiden af en ske, det koster 10 minutter men den bliver helt glat og flot af det.

Kog ketchuppen uden låg, til den er tilpas tyk.

Den sætter sig lidt, når den køler ned, så tag evt. en lille prøve på en kold tallerken undervejs.
Smag til!

Noter

Smager simpelthen guddommeligt - måske man kan udvide den med et fed hvidløg, men det er jo farligt at ændre på noget der er så tæt på perfekt.

Kommentarer