søndag den 28. september 2014

Hjemmelavet rødkål

Det sker ret ofte at vi griller en flæskesteg og som regel bliver en akkompagneret af et glas rødkål nødtørftigt varmet op, det er nemt og det smager sådan set fint nok. I dag faldt jeg over et flot frisk rødkål og besluttede at se hvilken forskel det gør at lave det selv. Arbejdsindsatsen er under 5 minutter - det strækker sig dog over to timer så det kræver blot lidt planlægning. Jeg startede den den op samtidig med jeg tændte kullene, så på den måde stod det bare og passede sig selv. Opskriften er fra Claus Meyer.

Opskrift

½ rødkål
50g smør
2 allehånde, knust groft
2 laurbærblade
1 kanelstang
½ tsk kommen
1 dl æblecidereddike
2 dl æblejuice
3 spsk sukker
Salt

Fremgangsmåde

Rens rødkålen for de yderste blade. Snit det i grove strimler. Kom en gryde på jævn varme, smelt smørret og steg rødkålen stile og roligt.

Når den værste spændstighed i kålen er aftaget kom da allehånde, laurbærblade, kanel, kommen, eddike, æblejuice og lidt sukker og salt på og lad det hele stå og simre i ca. 2 timer.

Juster smagen med æblecidereddike, sukker og salt til sidst.

Noter

Det smager dejligt og giver en herlig juleduft i hele huset - det er ikke sidste gang.

mandag den 22. september 2014

Hybensnaps

Jeg har altid holdt meget af hyben, særlig min mormors hybenmarmelade, så da vi var ved stranden og der stod bunker af modne hyben (helt almindelige rosa rugosa) plukkede vi en pose fuld.

Opskrift

200g rensede hyben
1 flaske vodka

Fremgangsmåde

Skyl de modne hyben og skær dem over og rens den for frøene. Det er vigtigt at de er helt modne, så jeg kasserede en del på mistanke, ellers risikerer man at snapsen bliver gelé-agtig på grund af indholdet af pektin.

Overhæld vodka over og lad det trække i cirka to måneder.

Noter

Nogen skriver at det ikke er strengt nødvendigt at fjerne kernerne. Jeg lagde de rensede hyben i fryseren en uge, dels havde jeg ikke lige noget vodka, dels håber jeg på det kan slå nogen af mikroberne ihjel. Jeg kunne godt tænke mig at smag og duft havde en mere kraftig hyben karakter, jeg håber det kommer når den har lagret lidt, men må eller erkende at der skal flere bær til.

mandag den 15. september 2014

Hjemmelavet skinkesalat

Udover at skinkesalat bare smager dejligt er det også noget af det nemmeste at lave selv. Den helt oplagte fordel er at der så bliver et kilo af gangen, og så smager det bedre og er en del billigere end købeversionen. Jeg synes eksempelvis at det er tankevækkende at skinkestrimlerne i køledisken kun indeholder 74% skinke - hvis de sidste 26% bare er strimler er det ok, men ellers vil jeg gerne vide hvad der er i. Det ved vi her.


Opskrift

500g kogt skinke eller hamburgerryg
2 løg gerne et rød og et hvidt
1 tomat
¼ agurk
2 spsk mayonnaise - helst hjemmelavet
peber
purløg til pynt


Fremgangsmåde

Typisk kommer skinke i stykker af omkring et kilos størrelse, kog den hele i ca en time evt med en bouillonterning og lad den stå i vandet og trække i 20 minutter. Del den i to og gem den anden halvdel til om et par dage når der skal laves mere, ellers kan den fint bruges til pålæg, pizza, omelet eller tilsvarende.

Skræl løg og skær dem i grove stykker, skær også skinken i stykker og kom det hele i hakkeren med et godt drys peber, normalt er skinken så salt i forvejen at der ikke skal mere i. Kør 10 sekunder og kig til den fortsæt indtil den har din foretrukne konsistens. Nu har vi den version som den yngste foretrækker. Hvis den skal være lidt sundere piller du det våde ud af tomaten og agurken og hakker det med.

Endelig skal det hele vendes med en god mayonnaise og hvis man ønsker at lette den lidt måske lidt creme fraise.

Noter

Den bliver noget våd og smattet hvis man kommer grøntsagerne i, man kan med fordel eksperimentere med en mindre del af gangen. Vores hakker er så lille at jeg kører af to omgange hver med halvdelen af skinken og et enkelt løg for derefter at rode dem sammen i en større skål.


mandag den 8. september 2014

Remoulade

Remoulade er overraskende enkelt at lave selv. Den forenklede opskrift er lige dele mayonnaise og pickles. Udover at det smager bedre, er det sjove ved at lave den selv, at man kan variere både smag og grovheden.

Opskrift

3 dl hjemmelavet mayonnaise
1 tsk. karry
½ tsk. rørsukker
½ tsk. cayennepeber
salt og peber
½ tsk. gurkemeje - mest for farvens skyld
100 g afdryppet, hakket pickles (jeg brugte kapers, drueagurk)
kogt hakket gulerod, persillerod
2 spsk creme fraise

Fremgangsmåde

Skræl gulerod og persillerod og kog dem i 10 minutter. Lad dem køle af imens du rør en mayonnaise den må godt være lidt til den tykke side, da det hele bliver lidt tyndere når vi blander pickles i. Bland karry og gurkemeje i og vend de hakkede pickles og grøntsager i. Smag til med salt, peber, cayenne og lidt sukker.

Noter

Pickles er meget sure, så det er en god ide at holde lidt igen med med eddike og sennep når man rører mayonnaisen, det kan fint suppleres op til sidst.