torsdag den 22. december 2016

Bedstes sirupsstænger

Som dreng var noget af det bedste ved julen at Bedste sendte en stor pakke med kager, anders and blade, gaver og julehygge. Mine yndlingskager var nogen aflange brune krydrede kager som jeg ikke har set andre steder. Nu er Bedste her desværre ikke mere, så jeg må bage mine småkager selv. Heldigvis har min faster stadig opskriften og den lyder som følger.



Opskrift

250 g sirup
250 g farin
250 g margarine
750 g hvedemel
2 tsk natron rørt ud i lidt vand
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
1 tsk nellike
½ tsk allehånde
½ tsk ingefær
knivspids pomeransskal

Fremgangsmåde

Siruppen varmes, så den flyder - røres godt med farin og margarine. Resten i og den æltes. Bages med det samme.

Ja det var så opskriftens fulde ordlyd. Vi valgte først at varme sirup, margarine og farin. Hæld det op i mel og krydderier og ælt det til en dej meget lig pebernødder. Næste gang kører jeg den nok på røremaskinen. Dejen rulles helt tyndt ud ca 1mm og skæres i rektangler af cirka 6x2cm. Da dejen er meget fedtet og porøs kan det godt være lidt af en udfordring at få kagerne op på bagepladen, drys bordet med lidt mel under inden du ruller dejen ud. Jeg har ladet mig fortælle at i Bedstes køkken blev dejen kørt på kødhakkeren med en smal forsats, men sådan en har jeg desværre ikke.

Der blev 3 store plader, hvor vi stilede ovnen på 200 grader og tog en kage ud hvert minut. Vi endte med at køre den sidste plade i 12 minutter på 180 grader. Det gjorde vores kager tilpas sprøde uden at blive brankede.

Noter

Jeg synes ikke de er helt så krydrede som jeg husker dem, jeg tror Bedste brugte en større teske til krydderierne, så det vil jeg også gøre næste gang. Mine kager er helt sikkert også blevet tykkere end Bedstes, så hvis jeg kan finde en passende kødhakker et sted skal det også prøves.

søndag den 4. december 2016

Møfkugler - moinkballs

Til dette års thanksgiving ville jeg prøve at lave moinkballs, det er en sammentrækning af muh og oink, da det både er ko og gris - på dansk bør de derfor retteligt hedde møfkugler (der er nul hits på google i skrivende stund, så jeg tager lige ophavsret på det ord så det kan stå på min gravsten sammen med flæskesalaten). Da thanksgiving er en lang proces med gang i flere grills og ditto øl blev billederne ikke så gode, men de smager fint - tænk bacon-cheese-burger uden for meget brød og salat.

Opskrift

½ kg Hakket oksekød, helst med høj fedtprocent
2 æg
1  dl rasp
50g revet cheddar
1 tsk chiliflager
2 fed hvidløg
salt og peber
2 spsk BBQ-krydderi eller rub
1 dl BBQ sovs
1 pakke bacon i skiver

Fremgangsmåde

Først røres farsen med æg, rasp, ost, hvidløg og krydderier, hvis det skal være helt rigtigt må de godt blive ret stærke, men jeg har holdt lidt igen af hensyn til børnene. Farsen stilles på køl i en halv times tid hvorefter den formes til kugler af passende størrelse. Vi sigtede efter at ramme en størrelse hvor en halv skive bacon lige præcis kan nå en gang rundt og fæstnes med en tandstik.

Møfkuglerne sættes på grillen indirekte og drysse med rub og bliver stående indtil baconen begynder at blive sprød, det tager ca en halv time. Nu glaseres de med BBQ-sovs, jeg dryppede det bare ovenpå, man man bør nok tage dem op og dyppe dem for et mere ensartet resultat. Når BBQ-sovsen har sat sig efter ca et kvarter glaseres de endnu en gang og får det sidste kvarter.

Noter

Er en rigtig fin snack, jeg serverede dem med buffalo turds og de forsvandt alle sammen.