Viser indlæg med etiketten Gorms. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Gorms. Vis alle indlæg

onsdag den 27. maj 2015

Tomatsovs til pizza



Opskrift

½ rødløg
1 fed hvidløg
1 frisk tomat
1 dåse flåede tomater
1 lille dåse tomatpuré
1 spsk. olivenolie
salt og peber
Lidt frisk basilikum med stængler (man kan bruge den tørrede version, men smagen er derefter)
Evt. lidt tørret timian og oregano, hvis det nu alligevel står på hylden

Fremgangsmåde

Alt sammen blandes i en skål og blendes med en stavblender eller lignende. Olien er til for at legere tomat­sovsen, så den ikke så let trænger ned i pizzabunden under bagningen (hvis man bruger tørrede krydderier, så kom dem i, efter man har blendet alt det andet, ellers bliver tomatsovsen nemt kedelig og grå). Smag til med salt og peber.

Noter

Super nemt, super lækkert - ingen grund til at koge det igennem.

søndag den 9. november 2014

Gorms Pizza - den gode


Opskrift

En klump surdej på størrelse med en knytnæve
½ liter vand (koldt)
15 g gær
1 spsk. sukker
600g mel tipo 00
250 g mel semola (groftmalet durummel) kan evt udskiftes med rugmel
½ dl olivenolie
1 lille håndfuld salt


Fremgangsmåde

Dagen før laves en surdej af 1 dl vand, 5 g gær, 1 nip sukker. 00 mel æltes i, indtil dejen er fast (ca 130g) og sættes på køl natten over.

Bland vand, gær, surdej og sukker sammen. Sukkeret giver gæren og surdejen noget at leve af. Når
det er opløst tilsættes 300 g tipo-00 mel og 250 g semola. Dette røres ud, til der ikke er flere klumper.
Tilsæt salt og olie, rør lidt, tilsæt derpå resten af melet over to omgange (føles dejen for våd, så
spæd op med 00 mel).

Ælt så på livet løs. Dejen skal aktiveres efter 10-15 minutter skulle dejen begynde at blive glat og smidig at røre ved. Lav et snit i dejen og tjek, om den er skinnende indvendig. Lad dejen hæve i køleskab i en times tid eller til dobbeltstørrelse (allerbedst er det at lave den dagen før, men det er ikke ultravigtigt).

Tag dejen ud og skær den ud til 7 boller a 220 g. Ælt bollerne ved at folde ind mod det samme punkt i
bollen, så den får en glat og spændstig overflade. Bollen skal rette sig op af sig selv, når man
trykker på den. Læg dem på en bakke og lad hvile koldt 1 time.

Tag dem ud og lad dem få lidt temperatur igen, så er vi klar til at rulle ud. Dejen kan også æltes i en
køkkenmaskine, men så får man jo ikke noget motion!

Noter

Dejen bliver utrolig let at arbejde med og det giver en meget lække bund. Jeg lavede fordejen om aftenen, æltede den næste morgen og lavede pizza om aftenen.

lørdag den 28. juni 2014

Gorms Pizza - den hurtige

Vi havde været i torvehallerne og få den mest fabelagtige pizza hos Gorms, hvilket fik mig til at google denne opskrift og eksperimentere lidt med at få mere varme i grillen. Særligt smager mascarpone helt fantastisk på pizza.

1: Revet skinke og mozzarella 2: Kartofler, mascarpone og mozarella
3: Serrano, mascarpone og rucola 4: Champignon, gorgonzola, serrano og rucola  

Opskrift

2½ dl lunet vand
¾ tsk. fint havsalt
15 g gær
1 lille knivspids sukker
3-4 dråber citronsaft
400 g hvedemel (type 00)
Mel til udrulning

Fremgangsmåde

Rør vand, salt, gær, sukker og citronsaft sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen. Ælt dejen omhyggeligt og længe, til den er blank og elastisk. Dæk dejskålen med plastfilm, og lad dejen hæve til mindst dobbeltstørrelse på et lunt sted (det tager 2-3 timer). Slå pizzadejen ned, og del den i portioner, form dem til kugler (ca 180g), og vend dem i mel. Lad dem hvile og efterhæve på køkkenbordet i 15-30 minutter.

Noter

Det er vildt svært at kaste dem rundt i luften, jeg kom godt med mel på, trykkede dem flade, rullede lidt med en rulle og trak derefter i kanten mens jeg drejede den - det gik lige. Denne dej er lettere at arbejde med end brødrene prices, den er knap så elastisk så den holder formen bedre.