Viser indlæg med etiketten boller. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten boller. Vis alle indlæg

tirsdag den 1. november 2016

Grove kuvertbrød

Vi ville gerne have lidt nybagt brød til rejer og hønsesalat så jeg har taget udgangspunkt i koldhævede brød men med den ændring at jeg har lavet dem grovere ved at udskifte noget af melet med rugmel og grahamsmel, ligesom jeg har formet dem til boller/trekanter istedet for brød.




Opskrift

10 g gær
8 dl. koldt vand
2 spsk salt
150g rugmel
150g grahamsmel
300g Tipo00
600g hvedemel

Fremgangsmåde

Aftenen før opløses gær og salt i vandet hvorefter det hældes i melet og æltes igennem. Stil dejen på køl natten over. Næste dag tages dejen ud og står på køkkenbordet et par timer og får varme. Dejen rulles ud og deles på begge leder, hver kvadrant deles på langs og derefter på skrå så de bliver til fire aflange trekanter, 16 ialt.

Bollerne bages ved 225 grader i 20 minutter hvorefter de stilles til afkøling i nogenlunde samme tid.

Noter

Nybagt brød stikker bagerens hver gang, disse er ingen undtagelse - de er gode at riste de næste par dage.

lørdag den 28. maj 2016

Koldhævede solsikkeboller

Denne opskrift har min datter fundet hos Anne Mette Voss, hun synes de så lækre ud og ville gerne bestille nogen magen til, til sin fødselsdag.

Opskrift

10 g gær
6 dl koldt vand
1 dl A38
2 dl solsikkekerner
1 spsk blomsterhonning
300 g ølandshvedemel
15 g havsalt
500 g økologisk hvedemel
solsikkekerner til at drysse med

Fremgangsmåde

Bland det hele rigtig godt sammen i ovenstående rækkefølge – dejen skal kun røres ikke æltes – og stil den i køleskabet natten over. Drys bordpladen med lidt mel og vælt dejen ud herpå. Skær derefter bollerne ud der bliver ca 12 a 100g, placer dem på et stykke bagepapir. Pensl med lidt vand og drys med solsikkekerner.

Varm ovnen op til den er brandvarm (250 grader) og lad bagepladerne være i ovnen, så de også er varme. Træk forsigtigt bagepapiret med bollerne over på den brandvarme plade og bag dem i ca. 15 min. til de er gyldne og sprøde og lyder hule når du banker let under bunden.

Noter

Virkelig lækre. Vi havde en del til overs som blev frosset ned, og det viste de sig at være særdeles velegnede til, måske fordi de blev lidt vel mørke.

mandag den 29. februar 2016

Grahamsboller - nemt og lækkert

Vi kan godt lide lidt grove boller, og når først man har vænnet sig til processen, med at lave dejen dagen i forvejen, er det super simpelt at lave koldhævet bagværk ala verdens nemmeste brød, hvor der ikke skal æltes men blot røres sammen og ventes.


Opskrift

5 dl koldt vand
20 g gær
4 dl hvedemel
5 dl grahamsmel
1 dl rugkerner
1 tsk salt

Fremgangsmåde

Opløs gær i vandet, bland mel, kerner og salt i en stor skål og tilsæt gærvandet. Rør rundt med en ske indtil alt melet er vådt. Rør og mærk efter om dejen kan klare 1 dl hvedemel mere. Dejen skal være til at røre i, men uden at være for flydende. Dæk skålen og sæt den i køleskabet natten over.

Tænd ovnen 250 grader varmluft. Tag dejen op med en ske og sæt dem på en bageplade med bagepapir, pensl med vand. Når ovnen er varm sættes bollerne i ovnen og skru så temperaturen ned til 225 grader. 15 minutter senere er der nybagte friske og sprøde boller.

Noter

Dejen er ret flydende og giver ca 15 boller a 80g

søndag den 13. december 2015

Koldhævede manitobaboller


Opskrift

20g gær
8 dl vand
1000g manitoba mel
4 tsk salt

Fremgangsmåde

Opløs gæren i vandet og bland det herefter med mel og salt. Ælt det godt igennem og stil dejen koldt i 6-24 timer. To timer inden du skal bage stilles dejen ved stue temperatur og æltes igennem. Efter en time kan der afvejes 20 boller á ca 100 g som kan vikles op og stilles til efterhævning på en bageplade i endnu en time.

Bollerne bages ved 230° i et kvarter med en skål vand i bunden af ovnen, herefter tages vandet ud og der byttes om på pladerne så bollerne bliver nogenlunde lige brune, og der bages i et kvarter mere. Bollerne tages ud og køler af.

Notater

Vi havde ikke fået købt brød og skulle have gæster til ost og vin, så det blev til en overraskende god omgang boller efter den opskrift der stod på siden af sidst indkøbte pakke mel. Bollerne var meget nemme at lave og blev dejligt sprøde og lidt grove i det. Vi varmede de sidste fire dage senere og de var stadig sprøde og lækre.

torsdag den 2. april 2015

Mørke speltboller

Opskrift

375g speltmel
700g hvedemel
100g durummel
50g halvsigtet rugmel
25g maltsirup
35g salt
5g gær
7½ dl vand


Fremgangsmåde

Opløs gær, maltsirup og salt i vandet. Bland mel i, startende med det grove, så du kan justere mængden af hvedemel. Ælt dejen godt igennem og stil den koldt natten over. Stil dejen på køkkenbordet og lade den få lidt temperatur i en times tid inden du afvejer ca 25 boller af 85g. Form bollerne, drys evt lidt mel over og lad dem stå på bagepladen og efterhæve en times tid. Klip 2-3 cm dybt med en saks og bag dem i ovnen i 15 minutter ved 200°C.

Noter

Jeg havde ikke noget maltsirup så jeg gav dem et skud kulør istedet. Det blev utrolig velsmagende, dog var nogen af dem lidt klæge inden i, så næste gang giver jeg dem nok mere temperatur og længere tid. Oprindeligt var opskriften med 30g gær og en times hævetid.


lørdag den 7. februar 2015

Koldthævede Brusebadsboller



Opskrift

15 g gær
3½ dl koldt vand
1 tsk salt
1 strøget spsk sukker
1 spsk olie
100 g speltmel
100g durummel
ca 200-300 g hvedemel.

Fremgangsmåde

Gæren opløses i vandet med salt og sukker og derefter røres det grove mel i, og der blandes hvedemel i indtil konsistensen er passende, er den blød bliver bollerne flade, er den fastere bliver de højere men knap så saftige. Dejen skal ikke æltes med fingerene og skal bare røres sammen til den hænger sammen i en klump. Den sættes i køleskabet i en skål med låg natten over eller i mindst 6 timer.

Morgenen efter vendes dejen et par gange på et meldækket bord for at den får lidt spændstighed. Form 12-14 boller med 2 spiseskeer ved at tage dej op svarende til en bolle på en ske og skub af med den anden. Lad bollerne efterhæve i ca 10 min. Pensl dem med pisket æg og lad dem bage i 20-25 min. ved 230 gr.

Noter

Man behøver ikke bruge alt dejen på en gang, men kan vælge at lade den resterende del stå i køleskabet og lave boller igen de følgende dage.


mandag den 29. juli 2013

Grove sandwichboller

Disse boller fandt jeg hos Saras madunivers og det giver nogen dejlige store boller som er perfekte hvis man har en lille rest steg fra gårsdagens grilning til overs og ikke synes at de sædvanlige burgerboller er for hvide, søde og børnefødselsdagsagtige.

Opskrift

50 g gær
8 dl lunken vand
1½ tsk salt
1½ tsk sukker
1 dl rapsolie
100 g solsikkekerner
150 g revet gulerod
850 g hvedemel
250 g Grahamsmel
Æg til pensling
evt solsikkekerner eller sesamfrø til pynt

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i lunken vand. tilsæt salt, Stevia/sukker  og olie. Rør solsikkekerner og revet gulerod i og tilsæt herefter begge typer mel lidt af gangen. Der er forskel på mel, så det kan variere lidt hvor meget der skal til. Ælt/rør dejen godt sammen. lad den hæve overdækket i en time.

Boller formes af dejen, jeg vejede dem af til 130-135g, det gav 18 styk. Dæk bollerne med vita wrap og lad dem hæve i en time mere. Pensles herefter med æg pisket sammen med lidt vand( gør det lettere at pensle på) og drysses med solsikkekerner. Sættes i ovnen på 200 grader varmtluft i ca 20 minutter.

Noter

Jeg løb tør for hvedemel og måtte supplere med 200g rugmel. Det blev helt fint, jeg tror også jeg vil prøve at erstatte noget af vandet med kærnemælk eller lignende så det får et snert af surdej. Jeg synes dejen blev noget klisteret og blev nødt til at  drysse en del ekstra i.

lørdag den 29. december 2012

Ciabatta boller


Disse ciabatta boller bygger på de samme principper som verdens nemmeste brød hvilket betyder at det er ret let at slå sammen om morgenen for så at bage dem om eftermiddagen efter de har langtidshævet.

Opskrift 



700g hvedemel (Gerne tipo 00)
300g durum mel
1 spsk fint salt
½tsk tørgær eller ca 5g alm. gær (som en ært)
7dl vand

Fremgangsmåde



Bland hvedemel, durummel og salt godt. Opløs gæren i vandet og rør så melblandingen i lidt af gangen.
Dejen skulle gerne være let at røre uden at det er for hårdt. Det gør ikke noget den er lidt klumpet, bare der ikke er tørt mel. Stil dejen til hævning ved stuetemperatur i ca 6-8timer eller mere (eller koldhæv dejen i minimum 12 timer i køleskabet).

Efter hævning drysses et tyndt lag durummel ud på bordet og dejen hældes ud på melet. Drys overfladen af dejen med durum mel (det giver en god effekt på det færdige brød) og skære dejen ud i firkanter af en passende størrelse. Dette gøres lettest ved at skære strimler og så skære disse i mindre stykker. Flyt forsigtigt hvert stykke dej over på en bagplade med bagepapir og sørg for at klumperne så vidt muligt beholder deres firkantede form og at durummel siden vender opad.

Lad bollerne hæve imens ovnen varmes op til 230-250C med et fad med vand i bunden (for at skabe damp) og bag dem i ca 20 minutter til de er gyldne og sprøde i overfladen.

Notater

Jeg synes altid jeg ender med at tilsætte en ekstra halv deciliter vand eller kan det godt blive lidt svært at få fugtet al melen.