Viser indlæg med etiketten mørdej. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten mørdej. Vis alle indlæg

fredag den 15. august 2014

Syndigt god blommetærte

Jeg var ovre forbi farmor og hun stak mig en pose blommer i hånden. Den chance kan man jo ikke lade gå fra sig, så det skulle være noget ala æbletærten og her faldt jeg over denne opskrift hos himmelske kager - den indeholder kun gode ting.

Opskrift

Bund:
120 g rørsukker
Korn af 1 stang vanilje
175 g blødt smør
175 g hvedemel
1½ dl havregryn (jeg brugte grovvalsede)

Fyld:
100 g revet marcipan
3 æg
2½ dl creme fraiche 18%
75 g rørsukker

Blommer:
10 store eller 20 små røde blommer, nok til at dække tærten
20 g smør
2 spsk rørsukker
2 tsk kanel

Pynt:
50 g mandelflager (jeg smuttede og hakkede 50g mandler)

Fremgangsmåde

Mas vaniljekorn ud i sukkeret og ælt det sammen med smør, hvedemel og havregryn. Tryk dejen ud i en smurt tærteform (min er 26 cm).

Riv marcipanen og bland æg, creme fraiche og rørsukker i. Fordel blandingen på den ubagte bund.

Flæk blommerne og fjern stenene. Smelt smør, kanel og sukker på en stor pande og steg blommerne med skærefladen nedad i 2-3 minutter, indtil de bliver møre.

Fordel de stegte blommer på tærten med skærefladen opad og hæld resten af karamel-blomme-smøret fra panden henover og pynt med mandler.

Bag tærten midt i ovnen ved 175 C i ca. 40 minutter.

Noter

Flydet bliver lidt klumpet grundet marcipanen. Jeg satte ikke mørdejen på køl men maste den bare ud i formen med bagsiden af en ske - spørgsmålet er om man behøver smøre den først, der er pænt meget fedtstof tilstede i forvejen, så meget at kalorier pr 100g sænkes hvis du serverer en god vaniljeis til.

Jeg endte med at give den en time i ovnen, fordi bunden efter min mening ikke blev sprød nok - jeg tror jeg vil prøve at bage bunden et kvarter for sig selv inden jeg kommer fyldet i næste gang.

tirsdag den 8. oktober 2013

Æbletærte med hjemmerørt softice

Jeg så et helt fantastisk billede af en æbletærte i et ugeblad og affotograferede denne opskrift, og da datteren så sendte et billede af homemade american pie blev det jo en passende lejlighed til lige at få den prøvet af.

Opskrift

Mørdej

225g smør
325g hvedemel
125g sukker
1 æg

Fyld

8 æbler (ca 800g)
150g sukker
1 spsk kanel
80g hvedemel

Softice

1 l vaniljeis
200g sukker

Fremgangsmåde


Smør, mel og sukker blandes i konens KichenAid med kødkrogen til det bliver smuldret, herefter kommes ægget i lidt ad gangen til dejen samler sig. Dejen stilles på køl en halv time eller mere. Den er helt hård når den kommer ud, men får hurtigt en konsistens som marcipan.

Æblerne skrælles og udkærnes (gemmes til softice) og skæres i mindre stykker og blandes med mel, kanel og sukker (det hedder vel kamel-sukker?).

Dejen deles i to (hver 350g), og rulles ud til henholdvis bund og låg. En form smøres og bunden trykkes ned og fyldet fordeles ovenpå. Læg låget på og luk kanterne forsigtigt med fingrene, skær et par aflange snit i låget strålende ud fra centrum så dampen kan sive ud. Drys med sukker og bag i 45 minutter ved 200 grader.


Æbleskræller og kærnehuse kommes i en gryde med sukker og vand til det lige dækker og koges igennem i 15 minutter. Herefter sies æbleresterne fra og den tilbageværende tykke sirup (her kogte jeg det ind i yderligere 15 minutter for at få den rette konsistens) røres op med vaniljeis der serveres med den lune tærte.

Noter


Tip 1: Frosset smør kan findeles med på et groft rivejern.
Tip 2: Mørdejen kan rulles ud imellem to stykker bagepapir, så hænger den ikke fast og bliver nemmere at flytte - og ja der er en grund til det hedder mør-dej, det falder fra hinanden.

En knivspids salt i dejen næste gang vil måske højne den, pensling med æg vil måske få sukkeret til at hænge bedere på og få den til at se pænere ud. Synes æblesirupen blev meget sød.