Viser indlæg med etiketten salat. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten salat. Vis alle indlæg

søndag den 16. oktober 2016

Hjemmelavet hønsesalat - nemt og lækkert


Opskrift


½ kylling eller 2 brystfileter
1 glas asparges
1 dl creme fraise
1 dl mayonaise
200g champignon
1 tsk dion sennep
1 tsk karry
salt og peber
100g bacon (mindst)

Fremgangsmåde

Hvis du har kylling til overs fra dagen før, så er det både det nemmeste og det lækreste, ellers koges brystfileter i ca 20 minutter og hvis du har et par suppeurter der er blevet lidt triste (gulerød, løg) kan de fint komme med ned i vandet, gerne et par laurbærblade også.

Den kolde kylling findeles, jeg kan bedst lide at rive den i stykker. Steg bacon, rens champignon del dem i kvarte og rist dem derefter i bacon fedtet.

Bland dressing af mayonaise, creme fraise, karry og sennep smag til med salt og peber. Vend kyllingekødet, asparges og champignon i dressingen og lad den stå og trække en times tid i køleskab inden den serveres med den sprøde bacon. Aspargeshovederne kan hurtigt blive lidt smattede, så dem snacker jeg bare i køkkenet.

Noter

Hvis man vil eksperimentere lidt, kan nogen godt lidt lidt ananas og en dråbe citron i dressingen kan også pifte den lidt op. Brødrene Price kommer også selleri i salaten og både tabasco og engelsk sovs i dressingen.

mandag den 20. april 2015

Flæskesalat - den originale


Vi kender alle konceptet, du tager en halvbillig råvare der måske smager lidt trist og blander med men masser af mayonnaise og endnu billigere råvarer, og vupti har du pludselig noget der smager dejligt og kan sælges til en kilopris omkring 250kr.

Tænk bare på kartoffelsalat, skinkesalat, æggesalat, sommersalat, wienersalat, italiensk salat, hønsesalat, makrelsalat, tunsalat og sildesalat.  En af de helt store fordele ved salat-tryllekunsten og nok det som tiltaler mange af hankøn er, at der er tale om en alt-i-en totalløsning. Hvis det havde været meningen, at der skulle karse og tomat på, så var det jo nok røget med i blenderen til at starte med. Et fuldt måltid med tre retter kan derfor anrettes, serveres og indtages på 7 minutter med én hånd stående foran køleskabet.

Nu havde jeg lavet skinkesalat dagen før og havde en rest flæskesteg til min frokost, og så var det jo meget nærliggende at lave hvad der svarer til en blendet flæskestegssandwich. Hvis Dr. Oetker både kan lancere en pizzaburger og have "kvalitet er den bedste opskrift" som motto, så er nedenstående intet mindre end Michelin-værdigt. Jeg er glad for herved at kunne efterlade mig et varigt mærke til eftertiden, helt på højde med Jarlen af Sandwich, jeg giver jer ... flæskesalaten.

Uden yderligere dikkedarer kommer her opskriften udgivet under grilllicens 1.0:

Opskrift

300g flæskesteg
50g agurkesalat
50g creme fraiche
25g mayonnaise
½ tsk sennepspulver
1 tsk sukker
peber

Fremgangsmåde

Rør mayonaise og creme fraise med sennepspulver, sukker og en anelse peber og vend herefter fint hakket flæskesteg og agurkesalat i. Server på groft rugbrød med rødkål.

Noter

Kan fint blive lidt mere surt, mere agurkesalat og måske lidt kapers og jalapeños. Tror også den går helt fint i en sandwichbolle.


mandag den 15. september 2014

Hjemmelavet skinkesalat

Udover at skinkesalat bare smager dejligt er det også noget af det nemmeste at lave selv. Den helt oplagte fordel er at der så bliver et kilo af gangen, og så smager det bedre og er en del billigere end købeversionen. Jeg synes eksempelvis at det er tankevækkende at skinkestrimlerne i køledisken kun indeholder 74% skinke - hvis de sidste 26% bare er strimler er det ok, men ellers vil jeg gerne vide hvad der er i. Det ved vi her.


Opskrift

500g kogt skinke eller hamburgerryg
2 løg gerne et rød og et hvidt
1 tomat
¼ agurk
2 spsk mayonnaise - helst hjemmelavet
peber
purløg til pynt


Fremgangsmåde

Typisk kommer skinke i stykker af omkring et kilos størrelse, kog den hele i ca en time evt med en bouillonterning og lad den stå i vandet og trække i 20 minutter. Del den i to og gem den anden halvdel til om et par dage når der skal laves mere, ellers kan den fint bruges til pålæg, pizza, omelet eller tilsvarende.

Skræl løg og skær dem i grove stykker, skær også skinken i stykker og kom det hele i hakkeren med et godt drys peber, normalt er skinken så salt i forvejen at der ikke skal mere i. Kør 10 sekunder og kig til den fortsæt indtil den har din foretrukne konsistens. Nu har vi den version som den yngste foretrækker. Hvis den skal være lidt sundere piller du det våde ud af tomaten og agurken og hakker det med.

Endelig skal det hele vendes med en god mayonnaise og hvis man ønsker at lette den lidt måske lidt creme fraise.

Noter

Den bliver noget våd og smattet hvis man kommer grøntsagerne i, man kan med fordel eksperimentere med en mindre del af gangen. Vores hakker er så lille at jeg kører af to omgange hver med halvdelen af skinken og et enkelt løg for derefter at rode dem sammen i en større skål.


søndag den 17. marts 2013

Rødkålssalat

Nemt og velsmagende alternativ til den varme jule-udgave.

Opskrift


½ rødkålshoved
3 appelsiner
1 dl græskarkerner
1 spsk olivenolie
1 spsk acacie honning
½ spsk hvidvinseddike
Salt, peber og evt lidt chili

Fremgangsmåde


En appelsin presses og blandes med olie, honning og eddike og smages til med salt og peber. Rødkålen snittes fint, og dressingen røres i. Filleter to appelsiner og kom dem i, sammen med græskarkerner rirtet på en tør pande. Det hele blandes sammen og sættes i køleskabet indtil det skal serveres.