Viser indlæg med etiketten sandwichboller. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sandwichboller. Vis alle indlæg

søndag den 5. marts 2017

Hvide luftige burgerboller

Vi plejer at lave lidt grove boller, men til Super Bowl skulle det være max amerikansk så vi skulle lave nogen af de helt hvide, luftige og politisk ukorrekte boller, så jeg fandt denne opskrift er fra Pilens Køkken.


Opskrift

20 g gær
3½ dl sødmælk
2 tsk salt
2 spsk sukker
700 g hvedemel
2 æg
150 g smør
1 æg til pensling

Fremgangsmåde

Rør gæret ud i mælk sammen med salt og sukker, du kan godt lune mælken først, men hvis du smelter smørret i microovnen istedet og dit mel har stuetemperatur så rammer vi alligevel en gennemsnitstemperatur der er tilpas høj til at gæret trives.

Rør mel, æg, smeltet smør og mælk sammen og ælt til du har en lidt klistret dej. Sæt dejen til hævning overdækket et lunt sted i en times tid.  Hæld dejen ud og del den i boller - jeg skulle bruge store så der blev 8 styk af 175g. Bollerne vikles op og efterhæver en times tid mere, eventuelt kan de slås ned og vikles op igen halvvejs.

Bollerne trykkes flade, pensles med sammenpisket æg og bages et kvarter ved 220 °C til de er gyldne. Tages ud og køler af, kan herefter serveres som de er eller flækkes og ristes let i ovnen.

Noter

Hvis man kun har koldt, hårdt smør kan det med fordel rives på et rivejern. Bollerne her er til 250g bøffer, jeg vil tro 125g pr bolle vil svare fint til normalt store burgere.

mandag den 29. juli 2013

Grove sandwichboller

Disse boller fandt jeg hos Saras madunivers og det giver nogen dejlige store boller som er perfekte hvis man har en lille rest steg fra gårsdagens grilning til overs og ikke synes at de sædvanlige burgerboller er for hvide, søde og børnefødselsdagsagtige.

Opskrift

50 g gær
8 dl lunken vand
1½ tsk salt
1½ tsk sukker
1 dl rapsolie
100 g solsikkekerner
150 g revet gulerod
850 g hvedemel
250 g Grahamsmel
Æg til pensling
evt solsikkekerner eller sesamfrø til pynt

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i lunken vand. tilsæt salt, Stevia/sukker  og olie. Rør solsikkekerner og revet gulerod i og tilsæt herefter begge typer mel lidt af gangen. Der er forskel på mel, så det kan variere lidt hvor meget der skal til. Ælt/rør dejen godt sammen. lad den hæve overdækket i en time.

Boller formes af dejen, jeg vejede dem af til 130-135g, det gav 18 styk. Dæk bollerne med vita wrap og lad dem hæve i en time mere. Pensles herefter med æg pisket sammen med lidt vand( gør det lettere at pensle på) og drysses med solsikkekerner. Sættes i ovnen på 200 grader varmtluft i ca 20 minutter.

Noter

Jeg løb tør for hvedemel og måtte supplere med 200g rugmel. Det blev helt fint, jeg tror også jeg vil prøve at erstatte noget af vandet med kærnemælk eller lignende så det får et snert af surdej. Jeg synes dejen blev noget klisteret og blev nødt til at  drysse en del ekstra i.