Viser indlæg med etiketten superbowl. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten superbowl. Vis alle indlæg

fredag den 28. april 2017

Pommes frites med hvidløg og parmesan


Opskrift

3 store bagekartofler
2 spsk olivenolie
8 fed hvidløg
2 tsk tørret timian
2 dl revet parmesanost
2 tsk persille
salt og peber

Fremgangsmåde

Skræl kartoflerne og skær dem i stave cirka 1 cm på hver led. Skyl kartoffelstavene i koldt vand så stivelsen bliver vasket ud og vandet ikke længere bliver ugennemsigtigt. Kog kartoflerne op kortvarigt og lad dem stå i kogevandet i en halv times tid. Tag den derefter op og lad dem køle af og tørre ud.

Kom bagepapir på en plade og smør den med olie, bland kartoflerne med olie, parmesan, finthakket hvidløg, timian, salt og peber og fordel dem i et enkelt lag på bagepladen. Kom kartoflerne i en 200 °C varm ovn  i en halv time og vend dem halvvejs. Pynt med extra parmesan, timian og persille når de er færdige.

Noter

Jeg fik kogt dem for lang tid, så de blev noget skrøbelige og flere af dem knækkede. Så kun kort nok tid til at de bliver møre.

søndag den 12. marts 2017

Mozzarella løgringe


Opskrift

2 store løg
Mozzarella i skiver
2 dl øl
150g hvedemel
½ tsk bagepulver
salt og peber
1 liter olie til stegning

Fremgangsmåde

Skær løgene i ringe, del dem først lige på midten og skær derefter skiver der er omkring 1½ cm brede, således ringene er let koniske og skråner ind. De to yderste ringe kan så skilles og der kan kommes ost imellem, hvorefter de samles igen (hvilket ikke er muligt hvis ringene ikke bliver jævnt mindre). Sæt løgringene i køleskabet og lad dem sætte sig lidt.

Bland dejen af øl, mel og bagepulver, mens du varmer olien op. Dyp løgringene i dejen og steg dem 2-3 stykker ad gangen i den varme olie indtil de bliver sprøde og osten forhåbentlig smelter inden i.

Noter

Resten af løget kan med fordel bruges til reothlisburgers og der sker ikke noget ved at blande lidt ekstra krydderier i dejen. De er også set lavet med almindelig pannering, altså dyppet i mel, æg og rasp.


mandag den 6. marts 2017

Roethlis burger

Opskrift

4 hvide burgerboller
1 kg hakket oksekød
6 æg
1 dl fløde
2 løg
200g cheddar ost
2 pakker bacon
Mayonnaise og ketchup




Fremgangsmåde

Steg først bacon på en pande og læg det til side på fedtsugende papir. Herefter kommes løgene skåret i skiver og halveret (ikke hele ringe og heller ikke hakkede, men halverede) på panden og bliver stegt bløde ved svag varme. På en anden pande steges først bøfferne som lægges tid side og holdes varme.  Æg og fløde piskes sammen og hældes ud i bøfpanden, der røres konstant og ved svag varme.

Når det hele begynder at være klart flækkes burgerbollerne og ristes i ovnen. Samtidig rives osten ned over løgene - masser af ost, nogenlunde samme mængde som løgene.

På underbollen kommes røræg og ketchup, derefter bøf, bacon og løg/osteblandingen. Overbollen smøres med mayonnaise. Værsgo.

Noter

Angiveligt tager det 10 minutter at klargøre burgeren på Peppi's og der er også mere logistik i det end normalt, men med to pander og både løg og røræg kørende på lav varme går det fint. Jeg havde mine betænkninger ved at lave den helt uden salat, tomat og syltet agurk, men må indrømme at den smager fantastisk. Kendere vil nok også mene at den er til den lille side og bollen helst skal være aflang.

søndag den 19. februar 2017

Spareribs i stegeso

Det er jo ikke altid det lige passer ind i programmet at sidde og grille ribben i seks timer, så i forbindelse med Superbowl synes jeg det var værd at prøve at lave dem i stegsoen.


Opskrift

2 sider spareribs
BBQ sovs til pensling

Rub

2 spsk brun farin
2 spsk paprika
1 spsk hvidløgspulver
1 tsk chili
1 tsk peber
1 tsk salt

Fremgangsmåde

Fjern hinden på bagsiden af ribbenene og rens dem for benstumper og blod. Halver dem så de passer ned i stegesoen, der har stået i vand en halv times tid. Efterhånden som hvert stykke kommes i kommes en halv skefuld rub på hver side som gnubbes ind i kødet. Stilles i ovnen i 3 timer ved 140 grader og står en times tid mere. Et kvarter inden servering placeres ribbenene på en rist og pensles med BBQ-sovs og får en tur under grillen så sukkeret karamelliserer.

Noter

Det er jo ikke helt det samme som den ægte vare, men stadig meget bedre end jensens. De faldt næsen fra hinanden da jeg tog dem op af stegesoen, flere af knoglerne lå tilbage. Når den sådan får lov at stå bagefter tror jeg fint den kan nøjes med to timer i ovnen.

mandag den 3. februar 2014

Atomic Buffalo Turds - Superbowl 2014

Atomic Buffalo Turds også kaldet ABT
Årets superbowl blev afholdt hos en kollega, mit beskedne bidrag var Atomic Buffalo Turds. Selv har han været i Canada et par år og introducerede Poutine der nærmest er en nordamerikansk variation over temaet pølsemix. Jeg tror ikke der findes en decideret opskrift, men her blev den lavet med pommesfrittes (hjemmelavede triple cooked) overhældt med brun sovs, bacon, pulled pork og ost - alt andet lige kun gode ting.
Poutine - det ser ikke så smukt ud, men det smager skønt

En anden kollega havde lavet den sagnomspundne Banana Peanutbutter Chocolate Cream Pie; først en bund af digistive kiks knust og blandet med smør (rigeligt). Derefter et lag chunky peanut butter. Lige inden spisning blev der lagt et lag bananer, et lag råcreme med  vaniljesukker og så endeligt et ordentligt skud flødeskum drysset med chokolade ...
Banana Peanutbutter Chocolate Cream Pie - navnet er opskriften

Opskrift på Atomic Buffalo Turds


1 pakke philadelphia ost (200g)
1 spsk cayennepeber
2 spsk paprika


1 rødløg
12 jalapeño peber
12 tykke skiver bacon
24 cocktail pølser

Fremgangsmåde


Tag osten ud af køleskabet en times tid eller to før du skal bruge den så den har rumtemperatur. Kom osten i en skål med cayennepeber, paprika og finthakket rødløg og rør det hele godt rundt.

Del jalapeño peberne på langs og fjern kerner og frøstol med en ske. Smør et lag ost på. Placer en pølse i jalapeñobåden, omvikl med en halv skive bacon og fastgør med en tandstik.

Kom dem i ovnen til baconen er færdig - vi gav dem 45 minutter ved 180, eller endnu bedre på en grill.

Notater


Jalapeñoerne bliver meget milde efter de har været i ovnen, man kan godt gå lidt til den med krydderier. Jeg lavede også et fad baseret på snackpeber til de mere tøsede i selskabet, der var rigeligt med ost men jeg tror nok det skyldes at vi har nogen lidt bimsede størrelser jalapeñoer her i landet.

En variationsmulighed er at drysse med lidt sød rub (uden salt - det er der rigeligt af allerede) som mest er brun farin. Jeg har også set varianter hvor den lige får en klat BBQ sauce eller der kommer lidt liquid smoke i osten.

tirsdag den 5. februar 2013