Hvide luftige burgerboller

Vi plejer at lave lidt grove boller, men til Super Bowl skulle det være max amerikansk så vi skulle lave nogen af de helt hvide, luftige og politisk ukorrekte boller, så jeg fandt denne opskrift er fra Pilens Køkken.


Opskrift

20 g gær
3½ dl sødmælk
2 tsk salt
2 spsk sukker
700 g hvedemel
2 æg
150 g smør
1 æg til pensling

Fremgangsmåde

Rør gæret ud i mælk sammen med salt og sukker, du kan godt lune mælken først, men hvis du smelter smørret i microovnen istedet og dit mel har stuetemperatur så rammer vi alligevel en gennemsnitstemperatur der er tilpas høj til at gæret trives.

Rør mel, æg, smeltet smør og mælk sammen og ælt til du har en lidt klistret dej. Sæt dejen til hævning overdækket et lunt sted i en times tid.  Hæld dejen ud og del den i boller - jeg skulle bruge store så der blev 8 styk af 175g. Bollerne vikles op og efterhæver en times tid mere, eventuelt kan de slås ned og vikles op igen halvvejs.

Bollerne trykkes flade, pensles med sammenpisket æg og bages et kvarter ved 220 °C til de er gyldne. Tages ud og køler af, kan herefter serveres som de er eller flækkes og ristes let i ovnen.

Noter

Hvis man kun har koldt, hårdt smør kan det med fordel rives på et rivejern. Bollerne her er til 250g bøffer, jeg vil tro 125g pr bolle vil svare fint til normalt store burgere.

Kommentarer