søndag den 10. januar 2016

Puffede ris

Vi lavede en sjov lille ting til kammuslingerne nytårsaften, som vi havde lært at lave på Timm Vladimirs køkken. Det ender med at blive en dejlig sprød og knasende ting lidt ala de rejechips man får på kineser restauranter.

Kammusling på hummermayo med puffede ris og estragon

Opskrift


2dl risotto ris
6 dl vand
blæksprutte blæk (vi brugte sort madfarve)
salt

Fremgangsmåde


Kog risene helt ud i en gryde. Der er alt for meget vand i forhold til ris, det er meningen. Når vandet er kogt væk, er risene overkogte og smattede. Hæld dem i en blender, smag til med salt og blend til en fin masse. Tilføj blæksprutteblæk, så massen bliver flot mørkegrå eller sort.

Smør massen ud på et oliesmurt bagepapir i det tyndeste lag, du kan lave, cirka 1-2 mm. Bag det på en bageplade i ovnen på 90 C grader i et par timer, til rismassen er knastør. Du kan også bare lade den stå på køkkenbordet natten over. Bræk den tørrede rismasse op i mindre flager og gem dem i en lufttæt beholder, til de skal bruges. De kan holde sig sprøde i mange uger.

Det går lynhurtigt fra risflagen rammer olien til den er puffet op
Varm en kasserolle med solsikkeolie op til 180 C grader. Friter risflagerne i 5-8 sekunder, til de puffer op. De skal ikke tage farve. Tag dem op og læg dem på fedtsugende papir. Drys med mere havsalt.

Noter

Det er noget klistret stads og blenderen tager ikke mere end et par deciliter ad gangen. Det er et kæmpe hit at smide stykkerne ned i olien og de puffer op, og det smager rigtig godt. Jeg har prøvet at skyde en lille video af det. Vi havde det til at stå natten over, men det blev det kun gummiagtigt af, første efter to timer i ovnen blev det rigtigt sprødt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar