søndag den 4. september 2016

grove pitabrød






Opskrift


200g durum
200g graham
600g tipo00
1 dl olivenolie
5 dl vand
20g salt
20g sukker
25g gær

Fremgangsmåde


Pitabrød er så vidt jeg kan se nogenlunde det samme som pizzadej, så jeg har valgt at koldhæve dejen, jeg synes det giver en bedre smag og processen med at gøre dejen klar aftenen i forvejen passer mig rigtig fint. Alternativt kan du doble mængden af gær og bare lade den stå lunt en times tid og hæve.

Opløs gær i vandet sammen med salt og sukker. Afvej mel og ælt dejen grundigt - omkring et kvarters tid, og sæt den på køl natten over. Tag den ud et par timer før du skal bruge den, så den får lidt varme. Ælt den derefter hurtigt igennem og afvej 20 stykker á 90g, spænd dem op som boller og overdæk dem med film og stil dem til efterhævning.

Tænd ovnen på 250 grader og efter 20 minutters tid kan bollerne klemmes flade (ca ½ cm) og vendes i durum. Sæt dem i ovnen og efter ca 5-6 minutter vil de være hævet op og blevet hule. Vend dem og giv dem 2-3 minutter mere. Tag dem ud og lad dem køle af under et viskestykke så de ikke bliver sprøde. Server til eksempelvis shawarma eller falafel.

Noter


Hvis pitabrødene skal varmes dagen efter, er det en god idé at fugte dem med lidt vand inden de ristes på en brødrister eller i ovnen. Så undgår du, at de bliver tørre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar