Hvorfor?

... en Blog?


Helt enkelt er jeg piv-ringe til at lave mad, jeg har slet ingen fornemmelse for det. Som uddannet ingeniør holder jeg vældig meget af nøjagtige instruktioner (14 minutter er meget bedre end "indtil den er mør", en teskefuld trumfer "en smule" os så fremdeles), problemet er bare at sådan fungerer det meget sjældent hvis man nu får lyst til Boller i Karry eller noget andet eksotisk.

Jeg bruger derfor en del tid på at samle oplysninger sammen, som ender med at rode rundt som notater, mailklader, udskrifter og tilsvarende. Af og til kan jeg blot huske et par gode søgeord, hvilket alt andet lige gør det temmelig besværligt at gentage processen.

Jeg har hverken anlæg for ekshibitionisme eller nysgerrighed, men en blog virker som et praktisk medie at benytte til min private opskriftsamling, ting forsvinder ikke så let og jeg kan løbende rette til hvis jeg lyster det.

Der er altså ikke noget her som jeg har fundet på, men jeg vil fra tid til anden kopiere notater fra nettet og bøger så jeg er sikret en kopi til fremtidigt brug ... for mig selv, hvis du kan få glæde af det også er det fint.

... en Weber? 


Tilfældet ville at vi flyttede i rækkehus med have og da jeg havde revet køkkenet ned skulle vi have en grill, ved endnu et tilfælde blev det en  compact kettle. Jeg blev ret begejstret for konceptet, og til sammenligning med barndommens svedne koteletter er løftet i kvalitet enormt. Den nærmest påkrævet brug af stegetermometer, der lige så snart man har fanget fidusen siger helt præcist hvornår maden er færdig appellerer også til ingeniør-hjertet.

I en til tider stresset hverdag styret af klokkeslæt er der noget befriende ved bar at sættet toget på skinner ved firetiden når kullene tændes, og så ellers sidde i solen og undres når maden først er færdig en halv eller hel time efter det annoncerede. Det plejer også at være vældig hygsomt hvis der skulle være nogen der dumpede forbi og ville hjælpe til med at lave maden (holde øje og drikke øl) eller være med til at spise den (og drikke mere øl eller måske lidt rødvin).

... kul og ikke Gas?


Tja - jeg tror vi ville få grillet mere hvis det bare var at tænde, for det er sjældent jeg gider blot for at svitse et par bøffer. Omvendt fjerner det meget af hyggen og jeg er bange for det vil gå hen og blive ligesom i køkkenet bare udendørs. Der er også noget fedt ved at have en art kontrol over noget der dybest set er primitivt og tåbeligt (nej ikke SMS), og når så det desuden inkluderer ild og øl er det næsten ligesom at gå til Rammstein koncert.

Jeg har desuden været så heldig at vinde en smokey joe, som jeg satser på der kan tændes hurtigt op i så den kan agere bøf- og pølsevarmer.

Kommentarer